
Hvad er De Tre Principper?
De Tre Principper tager udgangspunkt i, at sindet er selvhelende og selvhelbredende. Du er altid ok, trods kaotiske tanker og følelser. Dit sind kan ikke gå i stykker.
Når tankerne falder til ro og vi lærer at lytte mere til stilheden bag tankerne, så vil vi altid bevæge os imod mental sundhed. Sindet heler helt automatisk af sig selv – hvis det vel at mærke får lov til det. At være ok er nemlig vores fabriksindstilling.
Igennem vores samtaler vil du få hjælp til selv at opdage og udforske de muligheder, der ligger i forståelsen af De Tre Principper. Du vil opleve et liv med langt mindre drama i sindet, en følelse af mere fredfyldthed og ro i dine tanker og en oplevelse af frihed - efterhånden som forståelsen falder på plads.
Du skal gøre mindre med dine tanker – ikke mere
Det mest befriende ved De Tre Principper er, at du ikke skal knokle med værktøjer, træne nye strategier, lave øvelser eller huske på en hel masse for at få det godt. Tvært imod skal du gøre meget mindre, end du troede. Men der er noget, du skal forstå. Nemlig, at vi i virkeligheden oplever verden indefra og ud.
Når vi mennesker har det dårligt og fortæller andre (eller os selv) om det, så vil det ofte lyde noget i retning af;
”Jeg har det virkelig skidt fordi…… ”
Normalt følger der så en forklaring, der peger i retning af de knubs, som livet har givet os, de kriser og traumer vi har været igennem – eller de omstændigheder som gør, at vi lige nu er presset psykisk.
Det er en forklaringsmodel, som vi alle er vokset op med. Det er en del af vores forståelse i den vestlige verden, og derfor er det også en stor del af vores fælles indstilling til psyken. Jeg har det skidt, fordi jeg har været ude for noget svært, belastende eller traumatisk.
Det er en forståelse, vi alle har været forankret i siden Freuds tid. Men det gør den ikke mere rigtig.
Det nye psykologiske paradigme
I det nye psykologiske paradigme, som De Tre Principper er forankret i, er denne forståelse vendt på hovedet. Vi skal ikke lede i fortiden efter årsager og forklaringer, for det løser ikke noget i sig selv. Men vi skal kigge i retning af, hvordan vores tænkning fungerer.
De Tre Principper tager udgangspunkt i, at vi altid oplever verden indefra og ud igennem vores tanker og følelser - fra øjeblik til øjeblik. Oplevelser er lavet af vores helt personlige (og uskyldige) tanker og følelser – og de er lavet inden i os selv.
Sydney Banks (1931-2009) er ophavsmanden bag De Tre Principper. Hans arbejde og forståelsesramme har haft stor indflydelse på områder som psykologi, coaching osv. Mange terapeuter verden over bruger i dag De Tre Principper som grundlag for deres arbejde.
Eksempler fra den virkelige verden
Eksempel 1
I går blev du fyret på grund af nedskæringer. Du kan ikke få armene ned, fordi det giver dig mulighed for at gå hjemme i 6 måneder med løn. Så kan du være mere sammen med børnene – og måske så småt starte den lille enkeltmandsvirksomhed op, som du i årevis har drømt om. Livet smiler til dig. Det skal nok gå, tænker du.
eller…
I går blev du fyret på grund af nedskæringer. Du er totalt i panik, for kun 6 måneder med fuld løn går hurtigt. Du er overbevist om, at du aldrig får et nyt job og slet ikke i disse tider. Du har katastrofetanker om at lande på en bænk med en guldbajer – og alle dine ejendele samlet i to Netto-poser. Livet er utilregneligt, uforudsigeligt, hårdt og uretfærdigt. Det ender galt, tænker du.
Eksempel 2
Du skal mødes med en ven ved Metroen på Enghave Plads. Du er småstresset og for sent på den. Ved nedgangen til Metroen står en hjemløs mand og råber og fægter med armene. Du synes, at han virker truende og bliver irriteret og forbander ham i dit stille sind; ”Hvad fanden altså…..”.
eller….
Pludselig kommer du i tanke om, at han også stod der, da du kom forbi for en måned siden. Men dengang reagerede du med medfølelse – og tanker om, hvor privilegeret du er i dit eget liv. Du stak ham 100 kr., da du gik forbi.
Eksempel 3
Dine børn vælter rundt. De larmer og hele huset flyder. Du tænker: “Jeg magter det ikke mere. Hvis det her fortsætter, så sætter jeg dem til salg på eBay. Kan de dog ikke fatte, at jeg er fuldstændig færdig og har brug for ro”. Du tænker, at det er børnenes adfærd, der gør at du har det skidt.
eller…
Dine børn vælter rundt. De larmer og hele huset flyder. Du tænker: “Hvor er det bare fantastisk så sunde og kreative, de er. De har bare så stor glæde af hinanden. Jeg sætter mig med en kop kaffe og et blad. Rodet løber ingen vegne – jeg tager det, når de sover”.
Tanker skaber følelser
Tanker skaber følelser – og hvis vi både kan tænke noget og samtidig føle det og måske endda mærke det fysisk i kroppen, så konkluderer vi naturligt nok, at oplevelsen må være sand. Derefter bruger vi oplevelsen som kompas for virkeligheden uden at overveje, at det der lige er hændt i sit udgangspunkt er neutralt – indtil vi begynder at tænke noget om det.
Overtænkning
Når vi lider af overtænkning og har mange negative og ubehagelige tanker og følelser, så bliver det til en belastning, fordi vi hele tiden tror, at det er noget udenfor os selv, der er årsag til, at vi har det skidt. Sandheden er, at det er noget, vi kommer til at gøre imod os selv – fordi vi ikke forstår, hvordan sindet fungerer.
Den amerikanske coach Michael Neill beskriver det meget rammende:
”Det svarer til, at vi tegner en vildt farlig drage på et stykke papir og lægger blyanten fra os. Et kort øjeblik efter kigger vi på papiret igen for derefter at skræmme os selv fra vid og sans. Vi har lige selv tegnet dragen, og så skræmmer vi os selv med den bag efter”.
På samme måde er tanker og følelser lavet inde i os. Derefter skræmmer vi os selv med dem, fordi vi tror, at de er virkelige.
Så tankerne kommer 100 % fra MIG. Det er mig, der er tænkeren. Tankerne har kun den betydning og værdi, som jeg tillægger dem. Og når jeg holder op med at løbe efter tanken – så forsvinder den.
“Hvis det eneste, vi mennesker lærte var, ikke at være bange for vores oplevelser, ville det alene ændre verden”